Få styr på hvem der skal arve

 

Det er en god idé at tage stilling hvem der skal arve dig. Det gøres nemt med et testamente, som sikrer, at arven tilfalder dem, du ønsker.

”Hvis du ikke har oprettet et testamente gælder arveloven og så er det ikke dig, men derimod arveloven, der fastlægger, hvordan arven skal fordeles”, lyder det fra Lisbeth Egede Andersson, formand for Alliance Advokater, som sammen med en lang række specialister dagligt bistår kunder om arv, bodeling og dødsbobehandling. 

Alliance Advokaterne har et indgående kendskab til de regler, som er fundamentet for oprettelse af testamenter og de sørger for, at reglerne bliver fulgt. Mange af de udfordringer, som kunderne står med, kan løses med præcise formuleringer i ægtepagter og testamenter, herunder med drøftelser om økonomisk optimering, inden uheldet er ude.

Et testamente skal dække over meget individuelle forhold, da familieforhold, skat mv. er meget forskellige fra familie til familie. Helt overordnet er det vigtigt, at et testamentet indeholder præcise formuleringer, så der ikke opstår tvivl om fortolkningen af dine ønsker. ”Faktisk kan din ægtefælle eller samlever risikere at skulle flytte fra hus og hjem, hvis der ikke er orden i papirerne. Med et testamente sikrer du, at din ægtefælle eller samlever lettere kan blive boende i huset – også selvom børnene fortsat arver ” forklarer Karen Damgaard, Frederikssundadvokaterne og medlem af Alliance Advokater. 

Med et testamente råder du selv over fordelingen af din arv – med forbehold for regler om tvangsarv til børn og ægtefælle. Et testamente hjælper således også med at behandlingen af dødsboet, forhåbentligt, kan foregå problemfrit. Du kan oprette testamente uanset om du er gift, lever papirløst eller er alene. 

Hvis I er gift 

Ifølge arveloven arver børnene halvdelen af det, der falder i arv fra førstafdøde ægtefælle og ægtefællen får den anden halvdel. I et testamente kan arven fordeles således, at ægtefællen får en større andel end fastsat i den generelle arvelov, hvilket ofte er hensigtsmæssigt. Det betyder, at den længstlevende ægtefælle har langt større muligheder for at kunne blive i boligen.

Det betyder også, at man i testamentet kan planlægge opdelingen mere smidigt ved at bestemme, hvem der har ret til hvilke genstande. Med et testamente kan I derfor sikre hinanden og selv bestemme hvordan arven fordeles, herunder ved længstlevendes død. 

Papirløst samlevende 

Er du og din partner ikke gift, arver I ikke hinanden automatisk ved dødsfald. Ønsker I at sikre hinanden er det nødvendigt at oprette et gensidigt testamente. Er der ikke oprettet testamente, fordeles arven ud fra arveloven til eventuelle livsarvinger, ikke til samleveren. Lever I sammen papirløst bør I derfor oprette testamente til fordel for hinanden, ellers er der ingen arveret mellem jer indbyrdes. Det gælder uanset om I har børn eller ej, og uanset hvor længe I har boet sammen. 

Alle arvinger (undtagen ægtefæller og velgørende organisationer) skal betale en afgift på 15% af et dødsbos nettobeholdning (positiv formue fratrukket gæld). Arvinger, som ikke er i “nærmeste familie” skal yderligere betale en tillægsboafgift på 25 %. 

Efter 2 års samliv skal man ikke betale tillægsboafgift, men alene boafgift af arv mellem papirløse. Denne regel betyder dog ikke, at man automatisk arver efter mere end 2 års samliv – arveretten opstår kun i kraft af et testamente. 

Uskiftet bo 

Når en gift person dør kan enken/enkemanden under visse betingelser undlade, at den afdødes børn får arv straks og i stedet beholde rådigheden over hele den afdødes formue. Når afdødes dødsbo på denne måde ikke bliver ‘skiftet’ (dvs. fordelt), kaldes det et ‘uskiftet bo’. 

At sidde i uskiftet bo betyder, at arvesagen udskydes indtil den efterlevende ægtefælle skifter boet, herunder ved indgåelse af nyt ægteskab eller død. Ægtefællen kan dog vælge at skifte når som helst. Når den efterlevende overtager boet til uskiftet bo, overtager han eller hun samtlige gældsforpligtelser, som den afdøde ægtefælle havde. Hvis ægtefællen overtager hele boet, fordi formuen er under et bestemt beløb (760.000 kr. i 2018), er der ikke tale om et uskiftet bo. 

Samlevende, der ikke er gift, kan ikke sidde i uskiftet bo. 

Sådan opretter man et testamente 

Der findes to former for testamente: et notartestamente, hvor testamentet bliver registreret officielt og et vidnetestamente, hvor hhv. notaren eller to vidner skal bekræfte testators underskrift og underskiftshabilitet på testamentet. 

Et notartestamente er et testamente, der oprettes skriftligt og underskrives eller vedkendes for en notar på det lokale dommerkontor. Notaren hjælper dig ikke med at udfærdige selve testamentet og har ikke ansvar for indholdet i dokumentet, men noterer det i et register over notartestamenter, centralregistret for testamenter. Derved kan du sikre, at testamentet altid vil komme for dagens lys, når dødsfaldet indtræder.

Ved et vidnetestamente er der en lidt øget risiko for, at testamentet bliver tilsidesat eller slet ikke bliver fundet, da testamentet ikke registreres i centralregistret, men kun findes i ét eksemplar. For at vidnetestamentet er gyldigt er der en række betingelser, der skal være opfyldt: 

  • Den der opretter testamentet skal skrive under på testamentet, mens begge vidner er til stede samtidigt.
  • Vidnerne skal straks skrive deres navne på testamentet.
  • Vidnerne skal være fyldt 18 år.  

Ændring af testamentet 

Alliance Advokater anbefaler at få testamenter gennemset af en advokat med jævne mellemrum, herunder som følge af ændringer i arveloven. Måske har du fået børn, blevet skilt eller har købt hus og ønsker en ændring af testamentet, der tager højde for dine nye ønsker for fordeling af arv?

Man kan ændre sit testamente så længe man er ved sin fornufts fulde brug, medmindre man tidligere har oprettet et uigenkaldeligt dokument. Advokaten kan vejlede herom. Et notarte-stamente sikrer, at testamentet ikke bliver væk og at afdødes ønsker om fordeling af arven altid respekteres. 

TILBAGE

KONTAKT

Alliance Advokater Ishøj
Ishøj Strandvej 87
2635 Ishøj
CVR. 2095 2776

(+45) 4353 6080
kontor@alliance2635.dk

DOWNLOAD BILLEDE

Klik på billedet for at downloade