Bodeling

En af de store udfordringer, der dukker op i forbindelse med en separation eller skilsmisse, er, hvordan boet skal deles.

Ved skilsmisse og separation ophører et eventuelt formuefællesskab, og boet skal herefter deles mellem parterne. Denne proces kaldes for bodelingen.

Man har formuefællesskab, hvis ægtefællerne ikke har lavet en ægtepagt, hvor der er aftalt særeje. Man kan også have særeje, hvis man har arvet eller fået gaver, der af arvelader/gavegiver er gjort til særeje.

Bodeling er deling af alle aktiver og passiver, parterne har på tidspunktet for separationen. Bodeling er ikke kun deling af indbo, men deling af alt, dvs. deling af indestående på bankkonti, værdipapirer, fast ejendom, indbo, biler, campingvogn, båd, mv. Aktiverne er det, I ejer. Passiverne er det, I skylder væk. Man opgør hver ægtefælles bodel pr. skæringsdagen (separationstidspunktet). Man fastsætter værdien af aktiver og passiver til handelsværdien på det tidspunkt, da aktivet/passivet udtages eller på det tidspunkt, boet sluttes.

En negativ bodel deles ikke, men positive bodele skal deles, således at hver part udtager aktiver svarende til halvdelen af det samlede bo. I skal derfor altid være opmærksomme på, hvem der står som ejer af aktiverne, og hvem der står som låntager på passiverne. Dette kan have afgørende betydning i en skilsmissesituation.

Ved bodelingen bestemmes det dels hvor stor en formuedel, den enkelte part skal udtage (kaldet bosloddet), og også hvem der udtager hvad.

Det giver ofte anledning til tvist, hvem der skal udtage hvilke aktiver og til hvilken værdi.

I skal være opmærksomme på, at reglerne for deling af pensioner er ændret væsentligt pr. 1. januar 2007. Efter denne dato er det således, at man hver især udtager egne rimelige pensionsrettigheder. Det er vigtigt at nævne, at det kun er egne og rimelige pensioner, der ikke skal deles. Hvis man har indbetalt ekstraordinært til en ordning, er det meget muligt, at en del af denne ordning skal deles.

Advokaten hjælper med bodelingen, så du får det fornødne overblik og ikke bliver snydt.

Hvis I ikke kan blive enige om, hvordan boet skal deles, kan enhver af jer anmode Skifteretten om hjælp til deling af boet eller dele af boet.

Du/ I kan eventuelt være berettiget til fri proces.

I forbindelse med separation og/eller skilsmisse skal I også være opmærksomme på børnebidrag, børnetilskud, børnefamilieydelse, ægtefællebidrag og skatteforhold.

Skulle der være spørgsmål til emnet, er du velkommen til at kontakte kontorets advokat: Birgitte Harring-Lund på bhl@alliance2635.dk  Kontorets mailadresse er kontor@alliance2635.dk. Vores telefonnummer er 43 53 60 80.

 

 

KONTAKT

Alliance Advokater Ishøj
Ishøj Strandvej 87
2635 Ishøj
CVR. 2095 2776

(+45) 4353 6080
kontor@alliance2635.dk

Alliance Advokater Ishøj - når nærvær er vigtigt